Julebrev 2004

Det ér blevet lidt sent med julebrevet i år. Vi vil dog ikke snyde Jer for en varm julehilsen, og heller ikke os selv for at stoppe op og finde gode minder frem ved at se tilbage på, hvordan året er gået i vores lille familie.

Viktor går nu i 4. klasse og han trives med de større udfordringer og opgaver han får. Han går stadig til fodbold og er i år begyndt på atletik i Århus 1900 og nyder kammeratskabet her. Viktor er flittig og har rigtig godt styr på sit skolearbejde og er ofte klar med hjemmearbejdet længe før det skal afleveres. Herhjemme sørger Viktor for borddækningen og hans store passion er stadig naturen og han passer sin terrarier med frøer og sommerfuglelarver.

Josefine gror godt og bliver en høj flot pige med et dejligt glimt i øjet. Hun er glad for at gå i 1. klasse og det er lige før Josefine bryder læsekoden. Med nogle af pigerne fra klassen går hun til svømning. Hun er begyndt at spille cello på Århus Musikskole og deltager den 21/12 i en julekoncert sammen med andre musikskolebørn.

Josefine er nu trappet ud af sin epilepsimedicin, og vi kan allerede mærke bedring, så hun ikke så ofte har hovedpine. Hun har ikke haft yderligere anfald så vi håber hun er helt rask.

Børnene er stadig gode til at lege herhjemme med hinanden, deres gode venner og klassekammerater i nabolaget. Det er herligt at have huset fyldt med børn i alle aldre og opleve hvordan de leger sammen både drenge og piger. De er begge udadvendte og aktive. Dog forsøger vi at undgå at ugeprogrammet bliver alt for hårdt booket, det er også vigtigt at kunne vælge fra og have tid til ”bare” at være.

Benthe tog orlov fra Børneambulatoriet i april måned og arbejdede frem til efteråret hårdt på at etablere et astma- og allergicenter i Århus. Der var gode og lovende kontakter, men det sidste bette nøk får nok vente til strukturreformen er gennemført. Det har været en spændende proces at inspirere til nye ideer inden for forebyggelsesområdet, som er det hun brænder for.

Benthe har nydt de muligheder, som en orlov giver, selvom det oprindelige formål ikke kan realiseres lige nu.

Hun har kørt et hold astmabørn gennem en gang ”Sved og Ballade” i DGI huset til stor fornøjelse for alle. Jobsøgningen er nu intensiveret og mon ikke hun snart får et job, hvor hun kan bruge sit engagement og fornyede kræfter?

Kim har haft et travlt år dels på arbejde hos TDC med mange spændende projekter hos kunderne og dels herhjemme med at bygge til og lave nyt køkken.

Vi har lavet helt nyt køkken og bryggers og efter et langt sej træk er vi nu meget tæt på at være helt færdige – der mangler måske lige et par lister …

Tak til de som kom forbi og kom med opmuntrende bemærkninger eller gav en hånd med. Vi vil sent glemme da det store vinduesparti på 3 x 2,6 m skulle løftes på plads, det var nervepirrende, men lykkedes med hiv og sving. Køkkenet er blevet rigtigt lækkert og vi er meget glade for al det lys som tilbygningen har givet i vores køkken.

Året indledte vi med en ny og dejlig oplevelse. Vi var på skiferie i Sverige med vores naboer i en stor hytte i et skønt område. Ungerne nød at lege og fræse dagen lang. Aftenerne gik med spil og hygge.

I sommerferien tog vi til Læsø i et lejet sommerhus. Vi havde en dejlig ferie med fokus på afslapning og samvær. Vi nød roen, naturen, saltsyderiet og hinandens selskab. Viktor og Kim var på natsværmer tur og lærte at lokke insekter med sukkervand. Vi lærte f.eks. at en natugle ikke er en fugl men en almindelig natsværmer art, der i øvrigt er mindst lige så flot som en sommerfugl. Vi var ved stranden, men vejret var de fleste dage mere til gåture end til solbadning selvom vi alle kom i vandet.

Vi fik besøg et par dage af Lars, Marit og deres to drenge. Vi hyggede os bla. med minigolf, lange aftner ved pejsen med en whisky og picnic i det grønne. Efterårsferien holdt vi i sommerhus ved Tisvildeleje i Nordsjælland. Vi benyttede lejligheden til at besøge Lousianna, Kronborg og Experimentariet.

I år skal vi holde Jul i Varde hvor vi skal være sammen med Benthes forældre som har det godt og som netop har fejret diamantbryllup. Vi bliver 10 voksne og børn så vi kan nok bedre nå rundt om træet i år. I juledagene samles vi med Kims forældre og søster og hendes familie til lidt julehygge i Århus.

Kærlig julehilsen
med ønsket om en rigtig
glædelig Jul
og et godt nyt år !

 Benthe & Kim

Viktor & Josefine
 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s