Julebrev 2005

Nu er det jul igen, ja, nu er det jul igen…………
                 …..og det er blevet lidt sent med julebrevet i år. Vi vil dog lige nå at sende Jer en varm julehilsen. Det er også en glimrende lejlighed for os til at stoppe op og finde gode minder frem, ved at se tilbage på, hvordan året er gået i vores lille familie.

Josefine går nu i 2. klasse og er kommet rigtig godt i gang med læsningen så hun sluger nærmeste den ene bog efter den anden. Hun har skiftet celloen ud med klaverundervisning, – det synes hun bedre om, og det er lysten der driver værket. Hun er en aktiv pige mange gode legekammerater og et par gode veninder. Hun vil heller ikke undvære springgymnastik og fodbold, – hun elsker bare sin sport.

Viktor er stadig frø-mand, og vi har såmænd gang i et nyt og forhåbentlig bedre terrarium, som skal rumme både frøer og fisk. I februar fik Viktor et akvarium, som han har meget fornøjelse af, selvom det indimellem tynder lidt ud i bestanden af fisk. I fodboldens vinterpause er Viktor begyndt at gå til basketball i Viby sammen med en håndfuld klassekammerater, – dejligt for ham at være aktiv. Den helt store interesse er at være med i rollespil. En hel dag hver måned klæder han sig ud i det store skrud med sværd, økse og skjold og slås han mod Orker og andet ”godtfolk” på Vestereng. Når der hen på dagen kommer en træt dreng hjem, har han brugt både fantasi og krop flittigt.

Benthe er kommet i gang igen på Børneambulatoriet, nu med et mere afklaret forhold til hvilke forventninger, hun ønsker at indfri og, hvad hun skal bidrage med. I september startede hun på uddannelsen til hospitalsklovn. Det er på alle måder en udviklende proces, udfordringen er at lære at bruge krop og humor som kommunikationsmetode professionelt. Det er hospitalsklovnens formål at give børn og voksne indlagt på hospitaler lidt glæde og lethed til at mestre sygdom og indlæggelse. På 9 måneder er hun af sted på 6 intensive ugekurser, samtidig skal hun i praktik. Pengene til uddannelsen er skaffet ved at rende diverse fonde og medicinalfirmaer på dørene og Skejby Sygehus har givet tjenestefri, så det hele hænger sammen. Sidst i maj springer Benthe ud som klovnen Tuba.

Kim er også begyndt at uddanne sig og får forhåbentlig sin eksamen i de to første fag midt i januar. Herefter fortsætter det mod en uddannelse som akademimerkonom, der gøres færdig over de næste 1½ år, dog kun med et fag ad gangen. Det har været lidt hårdt at læse to fag på en gang, ikke mindst for familien, der ikke har set meget til mig de seneste 4 måneder. For sideløbende med læsningen, har jeg jo stadig et spændende job hos TDC. Mine kunder mærker opgangstider og investerer i kommunikationsløsninger, så der er gang i mange spændende ting, der også. Selv min nye cykel bliver luftet for lidt for tiden, – men bare vent, – til foråret så ruller jeg igen !  

I foråret var vi med Kulturklubben på en vidunderlig 3 dagstur uden børn til Lucca. Det var fantastisk at opleve Toscanas stemning, mad og kultur med vores venner i kulturklubben. Vi håber det kan blive en årlig begivenhed.

I andet halvår har der været mere travlt end der plejer at være her i huset. Når både Benthe og jeg læser, samtidig med at hverdagen med arbejde og børnenes fritidsaktiviteter skal passes, så bliver det lidt hektisk indimellem. Men vi er enige om, at vi fra foråret, når Benthe er klovn og Kim får et mere humant skema, indhenter vi det forsømte. For vel har vi et spændende job,  og det er udviklende at læse, men vi skal finde en fornuftig balance, så vi har bedre tid og rum til at nyde samværet med vores børn, familie og venner.

Vores sommerferie holdt vi i år på Korsika, og det var en virkelig dejlig ferie, hvor vi havde et godt mix af afslapning og oplevelser. Vi badede i floder, cyklede i bjerge, klatrede i trætoppe og badede i høje bølger.  Vi fik desværre besked om at Kims farmor Carla døde den 19. juli midt under vores ferie. Det kom ikke uventet, men at miste én man holder af og har kendt hele sit liv, sætter mange tanker i gang. Vi ville meget gerne have været med til at sige rigtig farvel til Farmor, men vi fik det gjort i tankerne på en bjergtop på Korsika. Jeg skal efter jul gennemgå alle farmor og farfars lysbilleder og smalfilm for at se, om vi kan lave en DVD med de bedste til familien.

Vi glæder os til at være sammen med familien i julen. Juleaften skal fejres hos os sammen med Kims forældre og i juledagene samles familien Bruun rundt om de to naturlige midtpunkter: Dagny og Frederik. De er nu begge på (hvert sit) plejehjem, efter at Dagny pga. lårbensbrud er flyttet på Birgittegården i Sig, som er et dejligt sted.

Vi er så småt ved at komme i julestemning, med Valhalla, adventskalender og mørkning. Mørkning er jo vores måde at slutte dagen på i december måned med lidt snak om, hvad vi har oplevet, en julehistorie og måske en enkelt julesang i skæret fra et stearinlys. I år prøvede vi med en ny julehistorie, men de gik slet ikke – så den gamle er fundet frem igen.

Kærlige julehilsner

Josefine & Viktor
Benthe & Kim

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: